Bintan

Vi ankom til lufthavnen i Auckland ved 18-tiden. Lidt senere end forventet, da vi måtte vente på to amerikanere, som åbenbart mente, at det var ok at begynde nedpakningen af deres camper, da de ankom til Kea’s drop­-off plads ved 16-tiden. Det gjorde dog ikke os noget, da vi jo alligevel skulle vente indtil 1-tiden på afgangen til Singapore. De 7 timers ventetid i lufthavnen gik godt, og vi – især jeg – fik gjort vores sidste New Zealandske indkøb. Vi fik i hvert fald brugt vores sidste New Zealand dollars og lidt til.

Flyveturen til Singapore gik godt. Vi fik alle sammen sovet lidt. Malthe var den, der fik sovet mest, men han havde også holdt sig vågen hele aftenen, og først faldet i søvn kl. 02.00 New Zealandsk tid. Vi ankom rettidigt til Singapore kl. 06.15, og blev afhentet umiddelbart bagefter i lufthavnen og kørt til færgeterminalen til Bintan. Vi var ved færgeterminalen ved 7-tiden. Af uvist af hvilken grund havde vi først en reservation til færgen kl. 11. Vi var trætte efter flyveturen, og syntes ikke, at det var fedt at skulle vente 4 timer i færgeterminalen i en tryggende hede med 3 børn og 10 kufferter. Vi besluttede os derfor for at lave vores reservation om til førstkommende afgang kl. 9, hvilket skete mod betaling (25 S$), da vi skulle have udstedt nye færgeterminalkort.

Derudover blev vi gjort opmærksom på, at man ved indrejse til Indonesien ville blive opkrævet 10 US$ per person. Det var i det hele taget ret forvirrende, det der med Indonesien og valuta. Nogle sagde, at vi skulle tage US$ og andre sagde Singapore $. Jeg var mest af alt ikke interesseret i at have nogle valutaer, som vi ikke kunne bruge til noget. Vi besluttede os derfor for at tage af sted uden valuta på lommen. Alt i færgeterminalen var ligesom i en lufthavn. Efter vi var gået igennem sikkerhedschecket, kunne vi ikke omgøre vores valutabeslutning.

Det var ret træls at komme til Bintan uden valuta på lommen. De var heller ikke tilfredse med, at vi ikke havde US$ i visa kontrollen. Ditte kom højlydt op at diskutere med skrankepaven i visa kontrollen over, om vi skulle være i Indonesien i 7 eller 8 dage. Den sidste 8. dag betød, at vi i stedet for 10 US$ blev opkrævet 25 US$ per person. Det hele endte med, at vi betalte et større millionbeløb i rupiah med visa-kort. Ved næste kontrolinstans havde man også bemærket Ditte’s diskussion ved visa kontrollen. De tilføjede, at vi jo bare kunne rejse tilbage til Singapore igen.

Det var derfor med blandede følelser, ingen penge og et kulturchok i bagagen, at vi nåde frem til vores destination – Nirwarna Gardens Resort. Til at begynde med ville vi lige så gerne være taget direkte hjem. Vores hovedferie var jo New Zealand, og hvad skulle vi egentlig her? Vores pengeproblem fik vi løst ved, at Magnus og jeg gik over til hovedbygningen i ressortet, mens Ditte og de to yngste tog sig en lur. Det var en rigtig fin gåtur, og vi gik samtidig på opdagelse i ressortet. Det viste sig at have en mini zoo med bl.a. gribbe, krokodiller og pytonslanger. Derudover fik vi også taget fotos af os selv siddende på benet af en elefant.

Vi har nu været her nogle dage, og stedet er super lækkert. Vi har fået to hytter ved siden af hinanden og lige ned til den bedste sandstrand i ressortet. Det er den fineste sandstrand. Ingen sten, bølgerne er små og vandet er rigtigt varmt. Derudover har vi også boltrer os i den store pøl ved hovedbygningen. Det er ren afslapning, og det er det, vi er her for. Ved mini zoo har vi også mødt et 1½ meter stort firben, og Magnus og Mathilde har måttet tage flugten, da en abe løb efter dem.

Det er dog næsten for varmt her. Malthe og jeg siger, at det er en sommerdag i dag, og det har det været alle dagene indtil nu. Det eneste, der har overrasket mig negativt, er priserne. De er for det første i Singapore dollars og langt højere end prisniveauet i New Zealand. Den nærmeste rigtige Indonesiske by ligger 1½ times kørsel fra resortet. Uden for Nirwarna Gardens Resort findes også en Bintan Resort by. Priserne er også her i Singapore dollars, men lavere end på ressortet. Til alt held kan man skrive alt, hvad man køber i Nirwarna Gardens Resort, på hotelværelset. Så det bliver en dyr dag, den dag vi rejser hjem :)

/Jan

Billeder

Magnus som millionær i Rupiah

Man kan vist godt se, at vi ikke er helt trygge ved elefanter...

Se hvad vi mødte uden for indhejningen ved mini zoo...

Udsigten fra vores hytter...

Mathilde og Magnus slapper af med nogle drinks...

Mathilde og Jan giver den gas på Jetski...

Farvel til New Zealand

Nu sidder vi her på KEA-depotet og venter på at blive transporteret til lufthavnen. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt at aflevere camperen, der har været vores hjem de sidste knap 3 mdr. Men det er nu også ok at skulle vende næsen hjemad - men dejligt med et dasestop på vejen... Vi regner med, at det er forårsvejr, når vi kommer hjem til DK.

De sidste par dage har vi også udnyttet på sædvanlig vis. Vi fik lige den sidste vulkantur med - en tur til Rangittoto som er en lille vulkanø, der ligger lige ud for Auckland. Der var en times gåtur derop. Vejret var fantastisk og vi blev belønnet med en fabelagtig udsigt over Auckland. Så brugte vi resten af dagen på campingpladsen. Der var jo en masse, der skulle vaskes, ordnes og pakkes ned, og ungerne hyggede sig på stranden og legepladsen.

Vi har et par ekstra kufferter med hjem. Nu må vi se, om vi klarer det uden at skulle betale overvægt. Idag har vi også været på et sidste hot pools-besøg i Wairewa, hvor der også var nogle sindsyge rutsjebaner (som Mathilde selvfølgelig elskede). Det var en dejlig måde at afslutte vores New Zealandtur på. Vi vil savne det varme vand...

Vi ses snart

/Ditte

Billeder

Malthe foran lavastrømmen på Rangitoto

Magnus på toppen af kratteret på Rangitoto

På toppen af Rangitoto med Auckland i baggrunden

Jan ved indsejlingen til Auckland

Sidste afslapning i termiske bade inden hjemrejsen fra New Zealand

Magnus og Mathilde siger et sidste farvel til vores Kea camper EGG561

Orewa Beach & Auckland

Næste morgen kørte vi fra Matakohe til Orewa Beach, der ligger 20 km nord for Auckland. I Lonely Planet havde vi aftenen før set, at der skulle være et highlight i området nord for Auckland, som hedder Goat Island. Her skulle dere være gode muligheder for snorkling. Underligt nok stod stedet ikke nævnt i nogle af vores danske guidebøger. Det var bestemt et highlight. Da vi kom klarede vejret op, og der var stor aktivitet på stranden. Parkeringspladsen var til vores overraskelse fyldt op, og der var flere busser med skolebørn, som skulle ud at snorkle. De to store børn og Ditte lejede snorkle udstyr og begav sig ud i bølgerne ved revet ud for Goat Island. Der gik ikke lang tid, før de havde spottet de første fisk. Det var et rigtigt godt sted til snorkling, da der er rigtig god sigtbarhed i vandet. Mit kamera blev også ganske kortvarigt testet med succes i havvand.

Herefter gik turen videre til Orewa Beach, som vi også kørte forbi, da vi kørte nordpå for lidt over en uge siden. Det er en stor campingplads med flere fastlæggere. Den ligger lige op ad hovedvej SH1 og ned til vandet, og det er en billigste Top10, som vi endnu har overnattet på (37,8 $ per dag). Da vi nåde frem, blev jeg sendt i Warehouse for at købe ekstra kufferter til vores hjemrejse. Det blev til en ekstra stor kuffert og to kufferter i håndbagagestørrelse. Næste morgen kørte vi ind til Auckland. Vi startede med at køre op på Mount Eden for at kunne se ud over Auckland centrum. Herefter kørte vi indtil havnen og parkerede i området ved Via Harbour. Her står den sejlbåd KZ1 som New Zealand vandt Americas Cup med i 1988. Målet var herefter at komme op i Sky Tower, der er New Zealands højste bygning med sine 328 meter. På vejen derhen fik vi lige købt et par souvenirs i form af en Icebreaker trøje til Ditte og rugbytrøjer til de store børn. Oppe i Sky Tower kunne man rigtigt kigge ned på Auckland centrum. Der er en fantastisk udsigt ud over Auckland i 182 meters højde. Vi så også en jumper blive firet ned på en utrolig lille platform set oppe fra Sky Tower. Fra Sky Tower var næste mål Dick Smith. Vi havde om morgenen fortalt de to store, at vi ville give dem en iPod Nano hver, fordi de har været så søde at have med på turen. Det var mere end, hvad mit Visa kort kunne klare, så Dittes måtte i brug.

Sidst på eftermiddag havde vi aftalt at skulle besøge Katies bror Hugh og kone Tracey og deres 4 børn Taylor, Charlotte, Henry og Samuel i den sydøstlige del af Auckland. De bor i et stort nyt hus på en lille grund, som ligger ned til et større parkområde. Med fire børn er der stor aktivitet i huset. Lørdag formiddag stod på baseball for de to yngste drenge i parken og den største skulle til tennis. Det var sjovt at se dem spille. Før frokost kørte Ditte, Magnus og jeg af sted med Hugh og Taylor til Squash i Katies gamle squash klub i Auckland. Det vil nok glæde Katie, at jeg vandt over hendes bror i squash. Men der er til gengæld heller ingen tvivl om, at han er en hurtigere løber end Torben. Ditte fik også spillet med Hugh, men havde det som sædvanlig bedre med at spille med juniordrenge. Magnus fik sit store ønske om at spille squash mod en New Zealænder opfyldt. Han fik spillet rigtigt meget med Taylor, som fik sendt ham rigtig godt rundt på banen. Både Ditte og jeg kom der fra med ømme muskler. På vej tilbage til Orewa Beach kørte vi forbi Kelly Tarltons Antarctic Encounter og Underwater world for at se antarktisk udstillingen, pingviner, rokker og hajer.

Vi er nu tilbage på campingpladsen i Orewa Beach, som vi vil bo på indtil vi kører til Auckland på mandag for at levere camper tilbage til Kea.

/Jan

Billeder

Der snorkles...
ditto

Udsigt over Auckland fra Mt. Eden

En sky-jumper klar til at blive sluppet løs - der var meget langt ned...

Henry er klar til at batte...

Der heppes på Henrys hold - det er Sam, Tracy og Hugh til højre i billedet

Magnus spiller med 14 årige Taylor - han fik lov at løbe :-)

Delfiner og kauritræer - nu med billeder

Man bliver aldrig træt af at se delfiner – ligesom man aldrig bliver træt af at se ens unger lege lystigt sammen og sludre med hinanden på vores traveture.

I går forlod vi Bay of Islands men først efter at vi var ude på en dejlig sejltur fra morgenstunden. Vi fik set en masse bottlenose delfiner, der er den største af slagsen, og de svømmede lystigt rundt under og ved siden af båden. Vi fik faktisk set dem på ret nær hånd – hvis man rakte en hånd ud kunne man røre ved dem. Dog lykkedes det ikke at komme i vandet med dem, da der var unger i flokken, og de skal have fred. Turen var dog stadig en stor oplevelse, og vi sad alle sammen ude foran på båden nød solskinnet og fik vind i håret på vejen hjem. Inden vi forlod Paihia tilbragte vi også et par timer på stranden, som var helt vildt lækkert, og det lykkedes faktisk at komme i vandet alle fem – selv Jan og Malthe, der ellers godt kan være lidt kuldskære.

Vi kom således lidt senere af sted end beregnet, og vi besluttede os derfor til at gøre holdt inden kauriskovene. Vi stoppede i en lille undseelig by Opononi, som ligger utroligt smukt lige ned til en fjord med udsigt til kæmpe klitter på den anden side, og da vejret stadig var godt gik ungerne og jeg ned til vandet, mens Jan legede kok (ja - det sker faktisk, at han er kok om end han også protestere lidt over det engang imellem).

Her til morgen fik vi en lokal til at sejle os over på den anden side til klitter, og udstyret med body boards gav vi os til at surfe ned af klitterne. Det var sjovt, men vi blev også lidt trætte i benene af at klatre op af dem. Jan mener, at vores form er ualmindelig dårlig – vi har jo stort set ikke dyrket sport i 3 måneder, men det må vi rette op på, når vi kommer hjem :-) Jeg har jo også hele 2½ uge inden vi skal til DM-slutspil…

Ellers har dagen i dag budt på mange store og imponerende kauritræer – vi har blandt andet set skoven konge og skoven far, der mildest talt er enorme. Det er også de to største (levende) kauritræer. Vi har nu gjort holdt i Matakohe, der huser et kaurimuseum, hvor vi blandt andet har set en imponerende samling af kauri gum (kauri rav). Unger har hygget sig hele eftermiddagen og aftenen på campingpladsen. Lige nu sidder de store og spiller kort, mens Malthe er ved at blive puttet. Det er en fornøjelse, når de leger så godt sammen, som de har gjort det sidste stykke tid. Magnus og Mathilde har virkelig fornøjelse af hinanden og det er ikke blevet mindre af, at det er nogle uger siden, at vi har mødt nogle danske børn. De er også blevet rigtig gode til at vandre. Mathilde beklager sig ikke over det længere, og Magnus spørger hende tit om de skal snakke, og så vandrer de lidt i forvejen og snakker om …. Ja guderne må vide hvad, men de kan blive ved i timevis. Så det er ret hyggeligt…

/Ditte

Billeder

Bay of Islands, Cape Reinga og Ninety Mile Beach

Så er vi kommet til Bay of Islands, som jo netop som navnet antyder er en stor bugt fyldt med en masse småøer. Det er et af de foretrukne ferieområder for både kiwier og udenlandske turister, men her er nu ikke så overfyldt. Man kan godt mærke, at det er ved at være sidst på sæsonen. Der er flest pensionister og ikke ret mange med børn. Vejret er ok – ca. 20-25 grader, men det er en del byger iblandt, så det er altså ægte dansk sommervejr.

Det er svært at vænne sig til, at der faktisk nu kun er en uge til vi forlader New Zealand, men heldigvis har vi en uges badeferie på Bintan inden vi skal helt hjem, så 1. april - og det er ingen aprilsnar :-) - sætter vi fødderne på dansk grund igen. Jan og jeg har dog også lige i dag snakket om, at vi er ved at være mætte af indtryk, og forleden havde jeg da et anfald af – skrub af alle sammen, så jeg lige kan få fem minutter i fred. Magnus var ikke helt tilfreds, for han blev også smidt ud af camperen, selv om han faktisk ikke havde gjort noget – andet end at sidde i vejen på det forkerte tidspunkt. Han har dog tilgivet mig igen – tror jeg nok… Så selv om det er og har været rigtig dejligt at være sammen alle fem og ungerne har været utrolig nemme at rejse med, så kan man en gang imellem godt få klaus af at være sammen så mange, så lang tid og på så lidt plads.

På vej til Bay of Islands fra Whangerei kørte vi en lille omvej ud til kysten. Jim og Sue havde fortalt os om et sted, hvor Hugh og Tracy (Katies bror og svigerinde) tilbringer deres sommerferie, og det var bestemt ingen skuffelse. Stranden var fantastisk og vi gik en lille tur og klatrede på klipper og endte omme i havfruens pøl – en lille klippeindsø, der dannes, når tidevandet trækker sig tilbage. I går var det jo min fødselsdag, og den blev fejret her i Paihia, som det nu hører sig til med gaver og opvartning. Vi var også på en dejlig sejltur til Russel, der ligger på den anden side af bugten. Russel var et værre sted i 1900-tallet – med bordeller, beværtninger etc. men i dag er det yderst fredeligt og vi nød vores frokost med udsigt ud over bugten. I dag har vi været på en laaaang guidet tur helt op til nordspidsen af Nordøen. Vi har kørt på stranden (med 110 km i timen – vores chauffør havde nogle gange lidt travlt) kælket ned af kæmpeklitter, set hvor det Tasmanske Hav og Stillehavet mødes, hørt om 50.000 år gamle begravede kauriskove og set store kauritræer.

I morgen har vi booket en delfintur. Heroppe på Nordøen er der mulighed for at se bottlenose og common dolphins, og det ligger Magnus meget på sinde, så vi krydser fingre for, at vi finder nogle. Måske skal vi også svømme med dem… Derefter bevæger vi os over på vestkysten og sydpå mod Auckland, hvor vi lige netop har lavet en aftale med Katies bror om at besøge dem fredag, så vi får rigtig plaget livet af hendes familie :-) Man må jo bruge de kontakter man har – måske får vi endda lejlighed til at spille lidt squash med dem…

/Ditte

Billeder

Magnus ser lille ud foran det store vandfald i Whangerei

Idyl på stranden i Matapouri

Ungerne i vandkanten

På vej ud til Mermaid Pools

Malthe og Jan blev tilbage - det var lidt for svært at klatre på klipperne

Mathilde har fundet skatten bag regnbuen

Fødselsdagsmorgenmad - 35 år (og nu ægte veteran...)

Stedet hvor Waitangitraktaten blev underskrevet

Magnus brugte lang tid på at ramme tømmerflåden i vandet - men ikke lige så lang tid som Jan :-)

Jan er endnu ikke blevet fotograferet med guidebogen på denne ferie

Jan og Malthe på Nienty Mile Beach med Hole in the Rock i baggrunden. Stedet som døde maorier flyver igennem for at blive renset

Mathilde frygtløs som altid...

Ditte og Malthe ved Cape Reinga

Malthe og Magnus foran et stort kauritræ (500-600 år gammelt)

Coromandel & hjemme hos New Zealændere

I Coromandel by checkede vi ind på Top10 campingpladsen, som ligger et stykke uden for byen og ned til Shelly bay. Det er en 4 stjerne plus campingplads, men vi havde lidt svært ved at se plusset, og bugten var ikke egnet til badning. De havde en ikke særlig god hjemmelavet legeplads, og lystpunktet var en hoppepude, som Malthe og jeg tilbragte en del tid på.
Dagen efter var der afgang fra Coromandel mod Bombay syd for Auckland. Inden vi kørte fra Coromandel by skulle vi dog ud at køre med Driving Creek Railway. Det er en 3 km hjemmelavet togbane, som er lavet af keramikeren Barry Brickell. Det har taget ham 27 år at bygge jernbanen, og som vores glimrende togfører fortalt, var det en hobby, som tog overhånd. I forbindelse med jernbanen er der et keramikværksted. Kirsten bør være stolt af sin datter :-) Hun købte nogle æggebæger og en lille flødekande. Derefter gik det ned af vestkysten af Coromandel, inden vi krydsede ind over nordøen om Bombay syd for Auckland. Her skulle vi besøge Katies forældre Sue & Jim.
Vi
har hørt meget om, hvor gæstfri New Zealændere er, og at man sagtens kan blive inviteret hjem til dem, selv om man ikke kender dem. Det er dog ikke sket for os :-) Men når man nu ikke bliver inviteret hjem til nogle New Zealændere, så må man jo invitere sig selv. Så vi havde kontaktet Katies forældre og spurgt, om de havde lyst til et besøg. Det havde de... Da vi kom, var Sue & Jim i gang med arbejde uden for. Børnene var hurtige til at følge med i, hvad de lavede, og var med nede og fordre hønsene. De havde også besøg af naboens søn Sam på 3½ år. Han syntes, at børnene var spændende, men forduftede hurtigt, da han fandt ud af, at han ikke kunne snakke med dem. Inden aftensmaden var Jim hurtig til at få øllene frem. Han var dog på ingen måde imponeret over det tempo, som Ditte og jeg kunne drikke dem på. Han mente, at vi var de langsomste øldrikkere, som han nogensinde havde haft på besøg, hvilket nok skal passe.

Næste morgen var vi tidligt oppe og med dem nede og fodre deres køer og kalve. Mathilde var oppe at ride på ryggen af en ko, og hele familien fik en tur på Jim’s firehjulstrukne motorcykel. Vi var også nede at se deres selvdrevne vandpumpe, som pumpede vand op til trugene længere oppe ad bakken. Senere på dagen var vi med Sue på skolebesøg på Ramarama School. Her har Sue selv undervist. Hun viste os rundt på skolen, startende fra de små klasser (5-6 år) op til de største klasser (12-13 år). På vores rundgang fik hun hilst på både gamle kollegaer, elever, set skolens nye lokaler og mødt skolens nye rektor, som hun syntes var noget ung. Ditte og jeg var meget imponeret over at se børn i skoleuniformer, og hvor disciplinerede eleverne var. Dagen sluttede vi af med en tur i det lokale Franklin Zoo og en stor is i den nærliggende Pokeno by. Sue & Jim var imponeret over vor interesseret børnene var i dyrene. Da vi kørte fra Bombay næste formiddag savnede børnene allerede Sue & Jim, da vi kørte ned af bakken. Det var super hyggeligt at være hjemme hos dem.

I dag er vi kørt yderligere nord på op forbi Auckland. Vi ville egentligt have stoppet ved Orewa Beach lige nord for Auckland, men vejret var ikke til sol og strand, så vi besluttede os for at køre videre nord på og tage på Løvesafari i Zion Wildlife Gardens i Whangarei - den med løvemanden fra tv-udsendelserne. Det er en dyrepark for truede kattedyr. De havde utroligt mange tigre og løver. Vi fik også hilst på løven Aslan fra filmen Narnia, og set den farligste kat i verden, en sort leopard, som spiser alt, hvad der bevæger sig – også insekter. Derudover overværede vi, at to mennesker gik ind for at fordre nogle leoparder, som man var ved at træne op til at kunne møde andre mennesker.

Vi har ikke brugt mange penge de sidste par dage, men idag tog vi revanche. Vi brugte en frygtelig masse penge på at købe at lækre trøjer til de voksne af mærket Icebreaker - det er trøjer lavet af det fineste merinould, og man kan sågar efter købet (på nette) spore præcis hvilket får, der har lagt pels til tøjet...

Vi overnatter på en lille familiedrevet campingplads, og vi har hygget os med ungerne i deres pøl og spabad.

/Jan

Billeder

Malthe i fuldt galop på hoppepuden, som han bedst kan lide at have for sig selv - og det lægger han bestemt ikke skjul på...

Togbanen i Coromandel

I mangel af heste kan man altid tage en tur på en ko

Selv Malthe var frisk på en tur på Jims 4-hjulede farmbike

Malthilde på skolebesøg - de havde fået en ny dejlig legeplads - den var dog fyldt med New Zealandske børn så Magnus holdt sig lidt på afstand :-)

Ænderne fodres og aes

Afsked med Jim og Sue...

Den sorte leopard

Magnus foran buret med Aslan fra Narnia

Dyrerne fodres liggende, så de ikke føler sig truet

Magnus og Mathilde fortæller om varmt vand, sand og Prins Caspian (Narnia 2)

Vi forlod surferstranden (Waihi Beach) på grund af at vi var på vej op til et sted hvor vi skulle ud at sejle med en båd med glasbund i. Vi sejlede langt og en af dem fortalt os om klipperne og dyrelivet. Vi var også ude at snorkle. Det var sjovt men ikke så sjovt som at svømme med hajer sikkert ville have været. Vi var også inde i en vandgrotte og vi sejlede til Cathedral Cove hvor noget af Narnia 2 - Prins Caspian er blevet optaget. Da vi kom hjem fra sejlturen spiste vi pizza på en restaurant men Ditte var lidt dum og købte 4 kæmpe store pizzaer for vi kunne ikke spise dem. Men vi godt kunne spise is til dessert.

Vi overnattede ved Hot Water Beach så vi var klar til at stå op næste morgen og grave i sandet. Inden vores dumme far og mor sagde at vi skulle i seng så vi Narnia 2 for at finde ud af, hvilke steder vi skulle udforske dagen efter. Og næste dag startede vi med at køre hen og leje 3 skovle for at vi kunne grave i det varme sand. Hvis man gravede midt hvor det var rigtig rigtig varmt så var det nok 60-70 grader. Vi så sand der boblede. Alle dem der kom forbi der de løb over fordi det var så varmt. Først begyndte vi at grave et sted men så fandt jeg (Magnus) det perfekte sted hvor der kom varmt vand op gennem sandet så vi lavede en kanal sådan at det kolde og varme vand blev blandet. Så havde vi vores egne lille spa med hovedpude. Man kunne nemlig lave hovedpude af sandet. Vi nød det i lang tid og indimellem fik vi et koldt dyp i bølgerne. Man skulle passe godt på der var kraftig strøm og jeg (Magnus) var næsten ved at blive trukket ud men det var ikke værre end i Waihi Beach for der kunne jeg næsten ikke gå. Der var nogle der gravede der hvor det boblede så det blev alt for varmt men vi var søde og de fik lov at overtage vores da vi gik.

Bagefter skulle vi gå en tur hen til Cathedral Cove. På vejen var vi også nede i Gemstone Bay og Stingray Bay. Hvis I har set Narnia 2 – Prins Caspian så er det der hvor Peter, Edmund, Susan og Lucy løber fra undergrundsstation i London og kommer ud igennem en grotte og løber i vandet med alt deres tøj på. Der badede vi og så for sjov sagde vi nogle gange at der var hummere. Vi byggede også en sandby og lavede en blokade så der ikke kom tsunamier ind. Men barrikaden virke ikke så godt så der kom en hel strøm ind og ødelagde supermarkedet. Byen kaldte vi for Silver Fern City (New Zealandsk bregne der er sølvfarvet på undersiden) fordi vi satte en Silver Fern i toppen af rådhuset. Silver Fern City var en guldgraverby og de var en sølvmine og en guldmine og i et bjerg var der en diamantmine.

I dag har vi været i Water Works. Det er et sted hvor man kan prøve en masse ting der har noget med vand at gøre – undtagen legepladsen. Det var et sjovt sted undtagen da jeg (Mathilde) faldt af svævebanen og slog min arm rigtig meget. Jeg har fået et kæmpestort blåt mærke men mig og Magnus så et skilt hvor der stod noget om mænd. Allerførst er man en abe med en knogle så bliver man til en mand med et spyd så bliver man en mand med en maskinpistol og så bliver man til en tyk doven mand med en chipspose og en øl/sodavand og så bliver man til et svin.

Specielt til onkel Mikkel fra Magnus… Her er lige et par blondinejokes fra jumbobøgerne hvis du ikke har læst dem.
Hvordan dør en blondines hjerneceller? …………………………………………….. Alene
Hvordan får man en blondine til at grine om lørdagen?………………………… Ved at fortælle hende en vits om onsdagen

Magnus & Mathilde

Billeder

En havgrotte som vi sejlede ind i
Vi graver på Hot Water Beach

Så kunne vi dase i vores pøl...

Magnus er ikke helt tilfreds - der var nogen, der havde ødelagt hans koldtvandspøl og vulkan :-(

Cathedral Cove

Magnus og Mathilde poserer foran Cathedral Cove

Silver Fern City under etablering...

Udsigt fra en maori pa (fæstning) - der var dog ingen ruiner, så ungerne var lidt skuffede, men udsigten var flot

Vandaktiviteter i Water Works

En alternativ legeplads i Water Works