Tongariro Crossing

Den første ventedag i Taupo brugte vi på at besøge Craters of the Moon og Huka Falls. Craters of the Moon er en termisk park med dampende svolvkilder og boblende mudderpøle. At vejret kan være opskiftelig fik vi at mærke, da vi pludseligt blev fanget af en monster-regnbyge. Vi forsøgte at løbe, men vi blev alle gennemblødte. Efter tøjskifte og frokost i camperen var vi igen klar til Craters of the Moon. Denne gang iført regntøj, som selvfølgelig viste sig at være fuldstændig unødvendigt, da vejret igen var skiftet til sommer.

Huka Falls er et imponerende og voldsomt vandfald. Det er den eneste udgang fra Lake Taupo, og der løber en vandmængde på det, der kan fylde 2 olympiske svømmebassiner i sekundet. Den anden ventedag i Taupo startede med Para Sailing. Da vi var i Queenstown på Sydøen, måtte vi opgive dette på grund af for meget blæst. Denne gang var vejret med os, og alle på nær Malthe var oppe at flyve bagved en båd. Det var en god oplevelse for alle. Der er utrolig stille, når man hænger 800 ft oppe i luften efter en båd. Resten af dagen stod på frokost ved søen, pigernes proviantering til Tongariro-turen, og afslapning ved søen. Vi fandt et dejligt sted udenfor Taupo, hvor Malthe tog sig en lur på tæppet, mens vi andre slappede af med lidt læsning og Mathilde tullede rundt og legede. Derefter kørte vi sydpå og overnattede midt ude i skoven ved enden af Tongariro Crossing.

Meget tidligt næste morgen blev vi mødt af vores nye venner – Helga og Ernst Ole og deres to børn Katrine og Esben, der ikke kunne stå for vores lange vulkan-trek, så de havde valgt at gøre os følge. Vi kørte den ene camper til starten af trekket og gav også et lift til to tyskere, der ligeledes ville prøve kræfter med vulkanvandring. Kl. 8.00 var vi klar til at begynde vores vandretur på 19,4 km. Det var en helt igennem fantastisk og strabadserende tur. Vi startede og ca. 900 meters højde bevægede os derefter op mellem to vulkaner og op til Red Crater i 1900 meters højde. Turen bød på mange forskellige sanseindtryk. Vi så spektakulære vulkaner, gamle lavastrømme, golde kratere, det helt fantastiske røde krater og Emerald Lakes (farverige vulkanske søer), hede kilder (90 grader). Det gik hele tiden op og ned af stejle stigninger i meget ujævnt terræn. Børnene klarede det helt fantastisk – godt hjulpet af selskabet af de andre to danske unger og en masse energibarer. Vi fik mange kommentarer undervejs fordi vi tog turen med ungerne – specielt vakte det opmærksomhed at vi havde Malthe med. Han var også temmelig tung at have i rygsækken, og protesterede også ofte, idet han helst selv ville gå. Det gjorde han også en del, men det meste af tiden sad han dog i rygsækken. Vi mødte faktisk også kun tre andre jævnaldrende børn – Jens, Svend og Anna (som vi tidligere havde mødt i Motueka på Sydøen). Det lader til at danske børn er utroligt seje – eller også er danske forældre bare ualmindeligt skruppelløse og lader deres stakkels unger gennemgå de værste strabadser fordi de selv har lyst til vandre på vulkaner. Vejret var dog også ualmindelig godt, så ventetiden i Taupo var det hele værd. Det er absolut en af de største oplevelser vi har haft på turen – det synes de voksne i hvert fald :-) Børnene er dog næppe indstillet på lignende traveture lige foreløbig. Turen tog os i alt 9 timer hvilket vi selv synes er ret godt klaret, når den er estimeret til 7-8 timer (uden børn og pauser)

Til gengæld har det så været børnenes dag i dag. Vi har tilbragt det meste af dagen i termiske bade – først på campingpladsen og derefter på et nærliggende badested, hvor der også var vandrutsjebaner og et tarzantov, som Magnus og Mathilde var helt vilde med. Her til aften har vi også spist slik og set film.

I morgen bevæger vi os af den termiske landevej mod Roturoa og skal blandt andet se gejsere. Det glæder Magnus sig til. Han mener selv, at han kun mangler det og så lige at se bottlenose delfiner, der kan blive op til 3,4 meter lange. Han er meget optaget af dyr i vandet og siger at hans favorittransportmiddel er en båd, så vi regner med, at han på et tidspunkt anskaffer sig en båd og sejler os tilbage til New Zealand :-)

/Ditte & Jan

Billeder fra Taupo og Tongariro Crossing

Craters of the Moon - før bygen

Craters of the Moon - efter bygen og nu med regntøj

Kogende mudder

Det imponerende Huka Falls

Jan og Magnus på vej op med faldskærm

Friske og forventningsfulde før starten på Tongariro Crossing

Kun 19,4 km tilbage...

Foran Mt Ngauruhoe - den yngste af de tre vulkaner

Frokostpause på stigningen

Red Crater - virkelig et imponerende syn

Emerald Lakes

Red Crater ses i baggrund - vi var helt oppe på toppen (øverste højre hjørne)

Malthe og Jan på nedstigningen - efterladt af de andre :-(

Glade men trætte vulkanbestigere efter 9 timers vandring

Se kameraet kan faktisk tage billeder under vand

Når enden er god er alting godt

New Plymoyth – Mt. Taranaki – Stratford – Camping ved Whanganui River – Mt. Ruapehu - Taupo

Det startede egentlig som en møgdag, men det endte faktisk helt godt alligevel… Da vi stod op søndag morgen i New Plymouth, som var næste stop, efter vi endnu engang havde taget afsked med vores rejsevenner fra Sjælland (Jacob, Dorte, David, Clara og Laura), var det gråt i gråt og næsten for koldt til bare ben. Så den perfekte kegleformede vulkan Mt. Taranaki var gemt bag et tykt lag af skyer. Surt, når det nu var derfor, at vi havde brugt dagen i forvejen på en 3 timer lang køretur for at opleve denne helt specielle vulkan. Jan havde også sat næsen op efter at bestige vulkanen, men det var vejret også for dårligt til. Vi besluttede at køre forbi vulkan og måske gå en lille tur, men vi var enige om droppe den planlagte tur hele vejen rundt om den langs kysten. Vejret var om end endnu dårligere, da vi kom til I-site ved foden af Mt. Taranaki, og det var endda så dårligt, at vi også droppede den lille gåtur. Så humøret var mildest talt i bund, da vi kørte videre.

Vendepunktet kom dog i Stratford som ligger på østsiden, hvor vi stoppede og fik en dejlig frokost på en lokal café. Her begyndte solen også at skinne, og da vi kørte derfra delte skyerne sig lidt, så vi kunne se det meste af Mt. Taranaki, og humøret steg nogle grader. Således lidt opløftet kørte vi mod ”the Forgotten World Highway”, som er en strækning på 160 km fra Stratford i vest til Tamarunui ved Whanganui floden. Det lyder ikke umiddelbart af mange km., men tag ikke fejl... Når man kører i en stor camper på små veje i New Zealand, så tager sådan en strækning lang tid. Både fordi vejen er meget snoet men også fordi, man gør mange stop undervejs for at nyde udsigter, udforske tunneler, gå små ture eller lignende. Den glemte vej og verden var faktisk ret spændende. Undervejs kom vi blandt andet igennem Whangamona (der er en selvstændig republik), og hele vejen var der skilte med uddybende historier om de strabadser, som de folk, der i starten af 1900tallet var nybyggere i området, gik igennem.

Faktisk endte vi med ikke at nå hele turen på én dag. Meget tilfældigt opdagede vi, at DOC (Department of Conservation) havde et Recreation Reserve ca. 20 km før Tamarunui. Det lå lige ned til Whanganui floden, og vi havde det helt for os selv (ja lige bort set fra de fugle, der boede i bushen på den anden side af floden). Vi er også ret sikre på, at vi hørte en kiwi – Malthe og Mathilde har nemlig én af plys med lyd, så vi kunne genkende lyden. Det var meget idyllisk og helt gratis :-) Vi fik også lavet et bål til stor fornøjelse for Malthe og Mathilde (og mig), og Magnus fik snittet med sin dolk.

Her til morgen var de friske piger også en tur i floden for at få en dukkert. Dejligt forfriskende. Vi fandt også lavasten ved flodens bred. Vi er nemlig i et meget aktivt vulkansk område. Vi har også forleden dag været på en strand, hvor der var vulkansk sand – dvs. sand der var kulsort. Meget specielt men ungerne var helt vilde med at lege med det.

I dag kørte vi forbi New Zealands største vulkan Mt. Ruapehu, men igen var vejret ikke helt med os. Vi vil rigtig gerne gå en tur, der hedder Tongarios Crossing hvor man går på vulkaner og ser både kratere og vulkanske søer. Turen foregår i op til 2 kilometers højde og er derfor præget af alpint vejr, der er meget omskifteligt og så er den ca. 18 km. lang, så det er noget af en mundfuld. Men det skulle efter sigende også være den flotteste endagstur på Nordøen.

Indtil videre er vi taget til Taupo, som ligger ca. 1½ times kørsel fra Mt. Ruapehu for at vente på bedre vejr. Efter sigende bliver vejret godt på torsdag, så vi krydser fingre… Campingpladsen her i Taupo er faktisk rigtig god – de har egen termisk pøl, hvor vandet er 38 grader men også en pøl med 28 grader varmt vand til vikingerne. Og heldigvis har campingpladsen en ”adventure playground” så Magnus endnu engang kan få sin lyst styret med hensyn til at gå armgang. Efterhånden er han faktisk bedre til det end Jan – selv om Jan nok helst ikke vil indrømme det.

/Ditte

Billeder fra de sidste dage

Sort sand på stranden før New Plymouth

Også Mathilde leger lystigt i det sorte sand

Det var endnu koldere end det så ud på billedet - og Mt. Taranaki er i baggrunden. I kan bare ikke se det :-(

Solen skinner igen og vi får fyldt maverne op...

Så kan man se lidt af vulkanen Mt. Taranaki

Den lille selvstændige republik med ca. 25 indbyggere

Men når der kun er 25 mennesker, så er det godt at køerne også kan fylde i gadebilledet...

Bakkerne på turen - hele tiden kommer man forbi smukke landskaber

Ja vi fik faktisk camperen igennem den smalle tunnel som er bygget med manuel arbejdskraft i starten af 1900tallet

Vores overnatningssted

Ægte idyl

Lejrbålhygge - aftensmaden indtages...

Morgenmad og afslapning ved flodbredden

Napier & Waitomo

Vi gik ikke målrettet efter Art Deco sightseeing og fik derfor ikke taget mange billeder af Art Deco stilen i Napier, men den var tydelig overalt.

Vi tilbragte mest tid ved Marine Parade, som er kystvejen i Napier. Langs kystvejen ligger flere af Napiers attraktioner. Da vi kom der ind sidst på eftermiddagen begyndte det så småt at regne. Jeg skyndte mig derfor hjem for at rede vasketøjet, mens Ditte og ungerne slentrede ned ad Marine Parade. Da jeg kom tilbage fandt jeg dem i Ocean Spa. Det blev en hyggelig aften med ungerne i de varme bade med udsigt til Stillehavet, begyndende mørke og regn engang imellem. Vi blev der indtil det blev helt mørkt.

Næste formiddag var vi tilbage på Marine Parade. Denne gang stod den på besøg i Akvariet, legeplads og Marineland, som havde søløver, sæler og pingviner. I akvariet kunne man komme til at svømme med hajer. Det ville Mathilde selvfølgelig gerne, men hun kunne sjovt nok ikke finde en voksen at tage med. Til fodringen af hajerne kunne vi dog se, at de var relativt ufarlige. De gad ikke engang, at spise de fisk som dykkeren ville fodre dem med. Sidst på dagen var Mathilde og jeg i Napier Prison, som er det ældste fængsel i New Zealand. Det anvendes i dag også af back packere.

Næste dag krydsede vi over nordøen til Waitomo for, at mødes med vores rejsevenner fra Sjælland. Det blev et hyggeligt gensyn for de voksne og ungerne. Waitomo er kendt for sine mange grotter. Vi var sammen med vores sjællandske rejsevenner på endnu en gloveworms & cave tur. Vi var på en eksklusiv tur med vores to familier og tre andre deltagere. Det var en rigtigt flot tur. Grotterne lå langt nede af en grusvej på en private ejet jord. Glovewormene var endnu mere imponerende denne gang.

I dag har det regnet hele dagen. Malthe og jeg mente, at nogen må have haft fødselsdag. For det regnede jo også hele dagen på Malthes fødselsdag. Så dagen i dag har fortrinsvist stået på indendørs aktiviteter med hygge i køkkenet på campingpladsen. Sidst på eftermiddagen klarede det dog op, så vi kunne komme på vores ventede vandretur i området. Det var en smuk tur med masser af bush, voldsomme vandfald på grund af regnen og nogle korte stykker gennem grotter. Her til aften har vi spist på en dejlig restaurant lige ved siden af campingpladsen med en masse trætte børn. De små kom dog tidligt i seng og de store plaskede i pølen, så de voksne kunne sidde stille og roligt og nyde en latté og en dessert :-)

/Jan

Billeder fra Napier og Waitomo

Fiskene fodres af dykker

Mathilde hjælper med at fodre pelssæle

Jan i fængsel

Mathilde må have begået en alvorlig forbrydelse...


Før afgang til grotterne i Waitomo

Malthe foran grotte

Der kom dagslys ind i grotten fra et hul i taget - det var ret imponerende...

På vej ud af grotten igen

Magnus foran en brusende flod

Picton-Wellington-Dannevirke-Napier

Malthes fødselsdag i Picton blev lidt af en regnvejrsdag med regn fra morgen til aften. Det slog os dog ikke ud. Dagen bestod af fødselsdagsmorgenmad, en tur i byens akvarium og fish & chips plus kage til fødselsdagsmiddag. Vi havde en god dag, selvom vejret ikke var med os. Magnus mente dog, at det var godt, at det var dårligt vejr. For det viser, at Malthe har været en sød dreng. Ved ikke lige hvilken logik, han følger. Malthes kusine Ronja mener, at når man bliver 3 år, så skal man ikke mere bruge ble eller gå med sut. Malthe vil gerne sige til Ronja, at det skal man faktisk!!! Det er først, når man er blevet voksen, at man ikke skal gå med ble og bruge sut.

Dagen forinden var det Jan definerer som en sommerdag (= bar mave dag). Magnus og jeg benyttede lejligheden til at leje et par mountain bikes sidst på eftermiddagen. Vi kørte en smut ud af langs Queen Charlotte ruten, som følger … Sound. Det var en god tur, selvom det var lidt hårdt med de mange stigninger. Det tror jeg, at vi vil prøve igen senere på turen.

Dagen efter Malthes fødselsdag var vejret en anelse bedre. Det var overskyet med kun lidt regn. Vejret til overfarten til Wellington var klassificeret som Moderate. Vi havde ført booket til 1:10 pm sejladsen, og senere fandt vi ud af, at formiddagsafgangen var blevet aflyst på grund af dårligt vejr. Selv Moderate sø kunne også godt mærkes, da vi kom ud i Cook strædet (åben hav), og gav dårlig mave til flere af vores medrejsende på færgen. Vi klarede det dog uden de store vanskeligheder.

Det var lidt en omvæltning at køre i land i Wellington efter over en måned på Sydøen, hvor vi primært har befundet os ude i ødemarken. Pludselig var der masser af mennesker, biler og bilkøer. Ligeledes er det også tydeligt at se, at hovedsæsonen er slut. På campingpladserne er der masser af plads. Efter at have været en tur omkring campingpladsen, som ligger i Lower Hutt 12 km uden for Wellington, tog vi ind til Wellington by for at se den an. Det blev til en aftentur med byens kabelbane, og så stødte vi på en parkeringsplads i Wellington igen på en dansk familie, som vi har mødt flere gange på Sydøen. Lidt pudsigt at man kan mødes tilfældigt så mange gange på så stort et areal…

De næste to dage tilbragte vi i Wellington. En stor del af tiden fordrev vi i Te Papa (New Zealands Nationalmuseum), der er et kæmpemæssigt og helt fantastisk sted, der ligger på havnefronten i Wellington.

Her kommer børnenes kommentarer til Te Papa museet:

Mathilde: Det var megasjovt. Man kunne prøve alle mulige forskellige ting. Man kunne prøve en rutsjebaneagtig vogn. Der var faktisk to – en hvor man var i en ubåd under vandet og en hvor prøvede at være både fugl, én på motorcykel der væltede og mange andre sjove ting. Den udstilling hed Our Space og man kunne også tage alle mulige billeder og film af sig selv eller andre og ligge dem ind på en stor skærm, der fyldte en hel væg. Hvis man synes, det var kedeligt, at de stod stille kunne man også få dem til at snurre rundt. Der var også børnerum til næsten hver udstilling. I et af dem prøvede jeg at tegne, og nogle New Zealandske damer syntes, at jeg tegnede bedre end Jan. Alle de udstillinger der var på to’eren var gode. Det var hvor man kom ind i jorden og så en hvor man kunne lave sit eget hus og tage dyr med. Og jeg var også inde i en hvals hjerte.

Magnus: Jeg synes det var en sjov oplevelse at være inde på et museum. Det var lidt underligt fordi man også kunne prøve en helt masse ting. Det var næsten et forlystelsesmuseum. Den udstilling jeg bedst kunne lide var Maori-udstillingen fordi der var en masse jade (greenstone). Jeg synes at det er flot og det er finpudset med farver af grøn og dejligt at røre. Der var også en udstilling om vulkaner og jordskælv i New Zealand. Ditte og jeg glæder os til at se vulkaner i virkeligheden og et lille jordskælv vil også være ok – bare det ikke ødelægger vores ting i camperen.

Malthe: Inde på museum – det var sjovt. Der var sådan en motorcykel. Det var sjovt…Ja

Også de voksne var begejstrede for museet og ikke kun fordi, det var gratis :-) Vi kunne sagtens have brugt mere end de to halve dage, som vi tilbragte der. Vi kan godt forstå, at New Zealænderne er stolte af deres museum.

Den første dag i Wellington var det koldt og overskyet, men derefter kom solen frem, og det var rigtig dejligt at vandre langs havnefronten, drikke café latte og kigge lidt på vinduer.. Dog er det ikke noget under, at Wellington går under kælenavnet Windy Wellington. Det blæste en halv pelikan hele tiden…

En anden sjov ting, som vi oplevede i Wellington var den New Zealandske nationalsport – rugby. Vi var inde og se de lokale helte (The Hurricanes) spille mod et Sydafrikansk hold. Mathilde var meget entusiastisk og fik malet ansigtet, viftede med flag og hang ud over hegnet. Måske blev hun også fascineret af, at spillet er så fysisk. Hun mener i hvert fald, at det er meget sjovere end fodbold og, at vi skal til endnu en rugbykamp. Malthe synes vist, at det var en lidt langtrukken affære. Han faldt i hvert fald i søvn midt under 2. halvleg, men så slap vi jo for besværet med at putte ham senere :-)

I nat har vi overnattet foran Town Hall i Dannevirke med udsigt til et dansk flag. Da vi stod op, gik vi ind i Town Hall og forærede dem et lille dansk flag, et postkort fra Århus og et lille snapseglas. Til gengæld fik vi en lille sludder med dem og en kalender med billeder fra det skandinaviske område i New Zealand.

Vi er nu kommet til Napier som ligger på Østkysten i Hawkes Bay, og vi har nydt en dejlig afslappende eftermiddag med leg på legepladsen, MarioKart dyst og Malthe fik en tiltrængt lur – og selvfølgelig den obligatoriske tøjvask. Lige om lidt tager vi en tur ned i Napier by, som er kendt som en af verdenens fremmeste art Deco-byer, så der er masser af pastelfarvede huse ned til havnepromenaden. Historien er nemlig, at byen i 1931 blev fuldstændig jævnet med jorden af et kæmpemæssigt jordskælv, og da Art Deco var på mode dengang blev alt genopført i denne stil, og det er fastholdt lige siden.

Så har vi også igen fået SMS-kontakt med vores rejsevenner fra Sjælland og aftalt, at vi lige stikker hovederne sammen igen sidst på ugen. De skal videre på deres jordomrejse først i næste uge. Ungerne glæder sig til gensynet, og det gør vi voksne også…

/Jan & Ditte

Billeder fra Picton og Wellington

Bemærk Malthes fine "farmer tan", som er endnu mere udtalt end på billedet

Magnus på cykel i bakkerne omkring Picton

Jan ditto

Pictons havnefront i regnvejr på Malthes fødselsdag

Fødselsdagskage i camperen

Kabelbanen i Wellington

På Westpac stadion i Wellington - klar til rugbykamp

Så er kampen igang - vi fik efterhånden nogenlunde styr på reglerne... Men har stadig ikke helt forstået hvorfor de spillede mod et sydafrikansk hold.

Der er en første gang for alting :-)

De tre krabatter foran Te Papa i Wellington

En afskedsis på havnefronten i Wellington - hvem griser mest???

Hurra!!! Malthe har fødselsdag

Malthe har fødselsdag. 3 år. Hurra, hurra, hurra!!!. Vi startede dagen med at Magnus og pigerne gik i i køkkenet, og forberedte Malthes fødselsdagsmorgenmad.

/Jan

Her er billeder fra Malthes fødselsdagsmorgenmad fra Top10 i Picton.

Malthe skåler i kold kakao

Malthes fødselsdagsmorgenmad

Se alle mine gaver :)