Det startede egentlig som en møgdag, men det endte faktisk helt godt alligevel… Da vi stod op søndag morgen i New Plymouth, som var næste stop, efter vi endnu engang havde taget afsked med vores rejsevenner fra Sjælland (Jacob, Dorte, David, Clara og Laura), var det gråt i gråt og næsten for koldt til bare ben. Så den perfekte kegleformede vulkan Mt. Taranaki var gemt bag et tykt lag af skyer. Surt, når det nu var derfor, at vi havde brugt dagen i forvejen på en 3 timer lang køretur for at opleve denne helt specielle vulkan. Jan havde også sat næsen op efter at bestige vulkanen, men det var vejret også for dårligt til. Vi besluttede at køre forbi vulkan og måske gå en lille tur, men vi var enige om droppe den planlagte tur hele vejen rundt om den langs kysten. Vejret var om end endnu dårligere, da vi kom til I-site ved foden af Mt. Taranaki, og det var endda så dårligt, at vi også droppede den lille gåtur. Så humøret var mildest talt i bund, da vi kørte videre.
Vendepunktet kom dog i Stratford som ligger på østsiden, hvor vi stoppede og fik en dejlig frokost på en lokal café. Her begyndte solen også at skinne, og da vi kørte derfra delte skyerne sig lidt, så vi kunne se det meste af Mt. Taranaki, og humøret steg nogle grader. Således lidt opløftet kørte vi mod ”the Forgotten World Highway”, som er en strækning på 160 km fra Stratford i vest til Tamarunui ved Whanganui floden. Det lyder ikke umiddelbart af mange km., men tag ikke fejl... Når man kører i en stor camper på små veje i New Zealand, så tager sådan en strækning lang tid. Både fordi vejen er meget snoet men også fordi, man gør mange stop undervejs for at nyde udsigter, udforske tunneler, gå små ture eller lignende. Den glemte vej og verden var faktisk ret spændende. Undervejs kom vi blandt andet igennem Whangamona (der er en selvstændig republik), og hele vejen var der skilte med uddybende historier om de strabadser, som de folk, der i starten af 1900tallet var nybyggere i området, gik igennem.
Faktisk endte vi med ikke at nå hele turen på én dag. Meget tilfældigt opdagede vi, at DOC (Department of Conservation) havde et Recreation Reserve ca. 20 km før Tamarunui. Det lå lige ned til Whanganui floden, og vi havde det helt for os selv (ja lige bort set fra de fugle, der boede i bushen på den anden side af floden). Vi er også ret sikre på, at vi hørte en kiwi – Malthe og Mathilde har nemlig én af plys med lyd, så vi kunne genkende lyden. Det var meget idyllisk og helt gratis :-) Vi fik også lavet et bål til stor fornøjelse for Malthe og Mathilde (og mig), og Magnus fik snittet med sin dolk.
Her til morgen var de friske piger også en tur i floden for at få en dukkert. Dejligt forfriskende. Vi fandt også lavasten ved flodens bred. Vi er nemlig i et meget aktivt vulkansk område. Vi har også forleden dag været på en strand, hvor der var vulkansk sand – dvs. sand der var kulsort. Meget specielt men ungerne var helt vilde med at lege med det.
I dag kørte vi forbi New Zealands største vulkan Mt. Ruapehu, men igen var vejret ikke helt med os. Vi vil rigtig gerne gå en tur, der hedder Tongarios Crossing hvor man går på vulkaner og ser både kratere og vulkanske søer. Turen foregår i op til 2 kilometers højde og er derfor præget af alpint vejr, der er meget omskifteligt og så er den ca. 18 km. lang, så det er noget af en mundfuld. Men det skulle efter sigende også være den flotteste endagstur på Nordøen.
Indtil videre er vi taget til Taupo, som ligger ca. 1½ times kørsel fra Mt. Ruapehu for at vente på bedre vejr. Efter sigende bliver vejret godt på torsdag, så vi krydser fingre… Campingpladsen her i Taupo er faktisk rigtig god – de har egen termisk pøl, hvor vandet er 38 grader men også en pøl med 28 grader varmt vand til vikingerne. Og heldigvis har campingpladsen en ”adventure playground” så Magnus endnu engang kan få sin lyst styret med hensyn til at gå armgang. Efterhånden er han faktisk bedre til det end Jan – selv om Jan nok helst ikke vil indrømme det.
/Ditte
Billeder fra de sidste dage
Sort sand på stranden før New Plymouth
Også Mathilde leger lystigt i det sorte sand
Det var endnu koldere end det så ud på billedet - og Mt. Taranaki er i baggrunden. I kan bare ikke se det :-(
Solen skinner igen og vi får fyldt maverne op...
Så kan man se lidt af vulkanen Mt. Taranaki
Den lille selvstændige republik med ca. 25 indbyggere
Men når der kun er 25 mennesker, så er det godt at køerne også kan fylde i gadebilledet...
Bakkerne på turen - hele tiden kommer man forbi smukke landskaber
Ja vi fik faktisk camperen igennem den smalle tunnel som er bygget med manuel arbejdskraft i starten af 1900tallet
Vores overnatningssted
Ægte idyl
Lejrbålhygge - aftensmaden indtages...
Morgenmad og afslapning ved flodbredden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar