Umulige navne – Tahunanui, Motueka og Kaiteriteri

New Zealænderne insisterer på at give deres byer og steder navne, der nærmest er umulige at udtale. I går mødtes vi igen med den sjællandske familie på en strand ved navn Tahunanui beach. I dag er vi så kørt videre sammen med dem til Motueka og været et smut i Kaiteriteri… Navnene kan udtales på utal af forskellige måder, og jeg er næsten sikker på, at vi altid udtaler dem forkert. Det er i hvert fald også sjældent, at vi udtaler dem ens to gange i træk J

I går (tirsdag) var vi ude ved Tahunanui Beach i Nelson og bade sammen med sjællænderne. Vandet var overraskende varmt – vi har ellers ikke været forvent med varmt havvand, men blæsten var til gengæld lidt kold, så det var væsentlig varmere at blive nede i vandet. Legebørnene havde også spottet en vandrutsjebane, som vi blev nødt til at prøve. Jeg skal love for, at den var vild. Det var lige noget der passede Magnus og Mathilde - og måske også mig :-)

Det blev også til en gang BBQ (som New Zealænderne sætter så stor pris på) og lidt voksenhygge igen. Det er fedt for børnene at have nogle legekammerater i disse dage. Vi er også fulgtes ad til Motueka i dag, som er en af indgangsbyerne til Abdel Tasman National Park, hvor det er muligt at tage på kombinerede sejl- og vandreture langs kysten. I dag tog vi en lille smagsprøve – nemlig en sejltur langs kysten, og i morgen tager vi en heldagsudflugt, hvor vi bliver sejlet ud til en lille bugt. Vi skal så vandre 7 km (+ diverse svinkeærinder) og bliver så samlet op af en vandtaxi ved en andet bugt. Jeg håber, at vejret bliver godt i morgen. I dag har det været gråt med lidt let regn indimellem. Det var jo ikke lige det, vi havde forventet heroppe. Campingmutter sagde også ”It is not supposed to rain here”, så vi regner med, at solen skinner i morgen, så vi kan bade langs de dejlige strande på vores vandretur og nyde det turkisblå hav.

I morgen skilles vi også fra vores nye venner, der skal videre til Nordøen, når vi har været på den forhåbentlige succesfulde vandretur (men med 6 børn, hvoraf de to er knap 3, så er det jo lidt et lotteri). Det er utroligt, hvor hurtigt ungerne er blevet fortrolige med hinanden og os voksne. Vi har jo trods alt kun været sammen i en lille uges tid. Det har været en stor fornøjelse for os alle at have nogle rejsekammerater – hvem ved måske ses vi igen hjemme i DK… Det kunne i hvert fald være skægt...

/Ditte