søndag den 8. februar 2009

Pohara Beach

Da vi kom tilbage på camping pladsen i Motueka om aftenen stødte vi på det næste hold danskere med jævnaldrene børn – Svend, Anna og Jens fra Ry. Næste dag tog vi en slapper i Motueka. Vi startede dagen med at tage ind til Motueka by og handle. Malthe og jeg tog i New World, mens Ditte var med ungerne i Warehouse. Ditte fik købt nye bøger (på engelsk), de store fik en sjov torpedo til poolen og Malthe noget strandlegetøj. Derudover købte pigerne en hel masse skrammel, så det endte med at blive dyrt. Ikke noget jeg kan lide... Derefter stod den på pool resten af dagen, og leg med de nye danske legekammerater.
Dagen efter (lørdag) begav vi os på ny yderligere nord på og op til den nordligste Top 10 campingplads på sydøen – Pohara Beach. Selvom vejret var godt og campingpladsen i Pohara ligger helt ned til stranden, var det med lidt blandede følelser, at den 6-stjernede far kom til Pohara Beach. Det skyldes, at vi lige havde forladt den bedste 4-stjernede Top 10 campingplads, som vi endnu har boet på. Campingpladsen i Pohara er godt nok en 4-stjernet+ camping plads, men faciliteterne er samlet set ikke på højde med Motueka. Stranden, som ligger i Golden Bay, er ligeledes ikke nær så gylden som i Motueka området. Derimod er stranden utrolig børnevenlig, og Mathilde og Malthe boltrer sig ved stranden, og Ditte synes det er dejligt at sidde på stranden og læse i sine nye bøger.
I dag har vi været ude på den (for mig…) længe ventede kajaktur. Magnus havde glædet sig til turen, men det blev hurtigt for meget for ham, da Malthe sad lige bagved ham i drenge-kajakken. Vejret var ellers i top – varmt og vindstille. Pigerne hyggede sig rigtigt i deres kajak og afstak kursen for drengene mellem de mange spektakulære klipper og øer. Vi sejlede også tæt på en sæl og en koloni af shags (fugle). Selve kajakturen startede fra Tata Beach, som ligger ved den nordligste ende af Abel Tasman området – og ikke som Ditte skriver Abdel Tasman :-) Det var en dejlig tur, og 2 timer på vandet var nok for de fleste. Derudover har vi været en tur ved Pupu Springs, som skulle være den klareste kilde i verden. Det var en hyggelig gåtur derud, men det var såmænd ikke meget anerledes end en tur til Slåen sø. Her til aften har vi også benyttet os af pladsens nærhed til havet og gået os en aftentur langs vandet, til stor fornøjelse for alle - specielt for Malthe, der elsker at løbe i vandkanten, og det gør heller ikke noget, hvis der er en måge eller to at jagte. Det er bare en ekstra bonus :-) Det har også været dejlig varmt - omkring 30 grader, så her til aften er temperaturen noget mere behagelig. Noget af en kontrast til det snevejr I, ifølge pålideliger kilder, har derhjemme.
Vi har de sidste par dage gået og kaldt Malthe for Borgmesteren – p.g.a. den fine mave, som han får, når han har spist meget. Til at starte med korrigerede han det selv til Malthe, men i aften er han gået i seng som borgmesteren :-)
I morgen skal pigerne ud at ride på heste ved det nordligste punkt på sydøen – Farewell Spit. Mathilde glæder sig meget, mens Ditte med frygt husker tilbage på vores ridetur på Samsø engang for over 10 år siden.
/Jan
Billeder fra campingpladsen i Motueka og Pohara
Jan og Malthe i den dejligt varme pool

Malthe leger med sine nye legesager

Ditte læser ved stranden i Pohara

Findes der noget bedre end at læse med sand??? Ja siger Magnus, der hellere læser i sine jumbobøger

Drengenes kano

Pigernes kano

Pigerne sejler igennem en åbning i klippen

Rundt om småøer kom vi også

Aftentur ved Golden Beach (Pohara)


Ditte og de store skulle selvfølgelig op på nogle klipper...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar