Kaikuora

Så er vi gået lige lukt i turistfælden, men det er nu faktisk ikke så ringe endda – det er i hvert fald helt sikkert, at ungerne nyder det i fulde drag.
Sidst på eftermiddagen i går (30/1) ankom vi til Kaikuora, der normalt er beboet af 3500 indbyggere, men som i løbet af turistsæsonen får besøg af yderligere 900.000. De fleste kommer til Kaikuora pga. muligheden får at spotte hvaler, men faktisk ligger Kaikoura også i ret smukke omgivelser. Også de sidste kilometer af turen hertil var bemærkelsesværdig – bjergene står stejlt fra kysten, og det betyder, at jernbanen og landevejen kun lige netop kan være der mellem den klippefyldte kyst og bjergene. Her fra campingpladsen har vi udsigt til bjergene i baggrunden, og når så solen skinner fra en skyfri himmel og knap 30 grader, så er det jo ikke helt tosset. Det var endda så sommeragtigt, at Jan blev nødt til at smide t-shirten og Malthe var i pølen :-)
Her til formiddag har vi netop været på Whale-watch med en lille katamaran. Vejret var perfekt – høj sol og meget lidt vind, men jeg må sige, at jeg godt nok er glad for, at det ikke blæste mere. Jeg har på denne tur overrasket mig selv ved at være forholdsvis kørestærk (kan endda læse i bilen…), men søstærk er jeg åbenbart ikke – og ej heller Mathilde. Der var ingen af os, der blev rigtig dårlige, men det rumlede da lidt i maven. Egentlige skulle man også være tre for at komme med, men Malthe fik dispensation, da der nu kun er 12 dage til han fylder tre. Det var nu ellers en udbytterig sejltur – vi så tre kaskelothvaler (inklusiv haleplask og dyk), flyvende albatrosser og en masse dusky delfiner. Til Mathildes store glæde var hendes billeder af kaskelothvalens hale, da den dykkede, bedre end den selvudnævnte mesterfotografs…
Resten af dagen har vi fordrevet her på campingpladsen, der har en pøl, og tilfældigvis er vi igen stødt på to andre danske familier, som vi også mødte i Te Anau. De har børn, der er næsten jævnaldrende med vores, så det nyder de store… Vi bliver her to nætter endnu, inden vi kører helt til toppen af Sydøen.
/Ditte

Billeder fra Kaikuora

Kaskelothvalens hale, da den dykker
Kaskelothvalens hale, da den dykker - den ser lille ud, men det er imponerende, når den dykker

Kaskelothvalen tager nogle dybe indåndinger, så den kan holde til ca. 45 min under vandet

Malthe og Ditte holder godt ved, så de ikke vælter

Delfinerne morede sig ved at svømme rundt om og under båden. Længere væk var der en, der lavede et back-flip, men det fik vi ikke skudt.

Magnus og Mathilde sammen med David (fra Danmark) foran en sovende pelssæl

Malthe indtager pølen

Ved foden af Mt. Cook

På vores første hele dag i Dunedin hang vi ud med at tage en tur ind til den indre by, hvor vi bl.a. så byens fantastisk flotte jernbanestation, og verdens stejleste vej med en stigningsprocent på det stejleste sted på 35%. Ditte var egentlig på udkig efter nogle zip-off bukser, men vi endte i stedet med at købe ¾ våddragter og et surfbræt til ungerne. Våddragterne blev afprøvet i den opvarmede pool på campingpladsen. Men vi mangler fortsat at få prøvet surfbrættet af.

Inden vi kørte fra Dunedin tog vi lige en afstikker ud til Otago Peninsula for at se på albatros kolonien. Vi fik et godt foredrag af en franskmand om en imponerende fugl, som har et vingefang på 3 meter, kan flyve med op til 120 km/t, og tilbringer de første 4-5 år efter den er fløjet fra reden på havet. Typisk bruger de tiden på at cirkulere rundt om sydpolen, hvor de tilbagelægger 1000-2000 km om dagen. Deres opvækst er også ganske imponerende. De udklækkes ca. ½ kg tunge. Herefter vokser deres vægt på et ½ år til 12 kg, som svarer til den samlede vægt af deres forældre. De kommer herefter på kur, og er fuldt udvoksede med 3 meter vingefang 8 måneder gamle. Det var derimod lidt en skuffelse at se dem. Fra observatoriet, hvor vi stod, kunne vi kun se 4 albatrosser på halv lang afstand, som lå helt stille og rugede på deres æg.

Turen gik herefter nord på langs østkysten til Oamaru, hvor vi skulle se en pingvin koloni. På vej til Oamaru gjorde vi hold ved Moeraki Boulders. Det er nogle sjove runde 2-3 meter tykke kugler, som ligger i vandkanten. Dem skulle de store og Ditte selvfølgelig ud og op på. Vi var i Oamaru ved 19-tiden. Købte billetter til landgangen for de små blå pingviner til kl. 21. En enkelt pingvin ankom langt før alle de andre, som typisk ankommer i flok. Man kunne se, at de var på vej på lang afstand, da man i bølgerne kunne se en tømmerflåde liggende genstand komme nærmere og nærmere. De sidste par meter surfede de mod land. Herefter forcerede de hurtigt de første par meter klippestykker, hvorefter de gik fuldstændig i stå. De skulle lige stå og strække ben og vinger og komme af med varmen inden de lige så stiller gik videre op til deres reder. De er 16-17 timer på havet om dagen. De står op ved 4-tiden, svømmer 10 km ud i bugten, og er tilbage igen om aftenen ved 21:30 – 22:30 tiden. En utrolig arbejdsdag og nogle søde små pingviner.

Dagen i dag skulle egentlig bare have været en transportdag nordover langs østkysten. Østkysten er ikke nær så spektakulær som vestkysten, så derfor var jeg varm på at tage en afstikker ind over midten af sydøen, hvor man fra Lake Rukaki kan se Mt. Cook, det højeste bjerg i New Zealand på 3.754 meter. Inden vi kom der til tog de en afstikker til Elephant rocks. De har været anvendt som kulisse for filmen Narnia. De ligger på en privat mark, er dårligt skiltet, og vi var de eneste, som var der. Da vi kørte kom der at par stykker mere. En meget speciel oplevelse. Ved Lake Rukaki ville vi tage stilling til, om vi ville køre det sidste stykke vej på 55 km op til foden af Mt. Cook. Hele dagen har været overskyet, men da vi ankom til Lake Rukaki kunne vi se det meste af Mt. Cook, med undtagelse af den øverste del af toppen. Vi tog en del billeder af Mt. Cook fra Lake Rukaki, og jeg gik og spurgte ungerne om de ikke ville helt op til Mt. Cook. Det havde ingen af dem lyst. De mente, at de havde set nok af bjerget. Mens vi gik ved Lake Rukaki kunne vi se, at det bag os trak mere og mere op til regn. Vi besluttede derfor os for at køre videre nord over. Efter 500 meter skulle jeg lige ud og have det sidste par billeder af Mt. Cook. Her kunne jeg se, at det faktisk klarede op over Mt. Cook, og at man kunne se hele bjerget. Herefter blev bilen vendt og vi kørte de 55 km til foden af Mt. Cook. Det er en af de flotteste ture, som jeg har kørt. Hvilket imponerende landskab. På vej hen mod Mt. Cook blev det bare mere og mere imponerende. Fra foden af Mt. Cook kunne vi se gletsjer, en smeltevandsflod, og vi gik en tur over floden på en rigtig hængebro. En helt fantastisk dag for farmand ved rattet, Malthe min co-driver, og de andre bag i.

Og tænk sig – priserne på alt, hvad vi køber er faldet med 10%, mens vi har været her. En New Zealandsk dollar koster nu kun knap 3 kr. :-)

/Jan

Billeder fra de sidste dage

Campingpladsen i Dunedin havde egen park med klatretræ og parkgolf

Selv om Malthe anstrengte sig, kunne han ikke måle sig med albatrossens vingefang

Moeraki Boulders blev besteget...

Ja pingvinerne har deres eget skilt - det må I nøjes med, for de små blå måtte vi ikke fotografere - New Zealænderne er meget påpasselig med, at man ikke forstyrrer naturen...

Jan foran elefantklipperne - så virker han pludselig ikke længere så stor :-)

Klatremesteren Magnus er endnu engang at finde på nogle klipper - her med Mt. Cook i baggrunden.

Jan med Mt. Cook i baggrunden

Se en rigtig hængbro - Mathilde mente, at den var falsk til hun faktisk stod på den, og den svingede frem og tilbage, når man gik (hoppede) på den...

Southern Scenic Route – del 3 (26. jan)

Turen i dag har igen for en stor dels vedkommende været på grusveje – med det smukkeste og meget varierende landskab. Skyerne har indimellem været meget lavt hængende og på andre tidspunkter har det skinnet fra en skyfri himmel. Vi har blandt andet været ude at gå tur i regnskoven til et flot vandfald (Purakaunui Falls) og kørt af en meget smal og ujævn grusvej (helt ude på en klippeside) ud til Nugget Point, hvor der både lever pelssæler, søløver og søelefanter. Vi så da også en masse dyr, men på lidt større afstand, end i går.

Vi er nu færdige med vores tur på Southern Scenic Route og en hel masse naturoplevelser rigere. Vi er ankommet til en top10 campingplads i Dunedin, hvor der er en opvarmet pøl, som vi alle 5 har været i, og så har vi grillet lammekød og steaks på grillen. Rigtig sommeragtigt :-) De næste par dage hænger vi ud her i Dunedin – måske tager vi en tur ud på den tilstødende halvø (Otago Peninsula) for at se en stor albatroskonloni, men vi har ikke helt bestemt det endnu.

/Ditte

Billeder fra turen

De tre unger foran vandfaldet

Nugget Point - Er det chicken nuggets eller gold nuggets???

Southern Scenic Route – del 2 (25 jan.)

Helt fantastisk – andet kan jeg ikke sige. Jeg er lige i morges vågnet op med udsigt til en bugt og en masse svømmende delfiner. Dagen i går var bare helt igennem en stor oplevelse. Den blev aldrig helt, som vi havde planlagt – vi nåede nemlig ikke så langt, men det var bare så mange store og uventede oplevelse…

Vi kørte fra campingpladsen i Invercagill lidt over kl. 11. Da vi kørte igennem byen, blev vi helt overraskede over, hvor stor byen var. Vi havde boet i udkanten, så vi havde ikke bemærket, at det i virkeligheden var regionens største by med ca. 50.000 indbyggere. Vi fortsatte ud mod kysten – vores mål var blandt andet Sydøens sydligste punkt, og så ville vi gerne se nogle dyr i det område, der kaldes The Catlins (en kyststrækning med et rigt fugle- og dyreliv). Vi kørte først til Waipapa point, hvor det værste skibsbrud i New Zealands historie fandt sted i slutningen af 1800-tallet. Derfor byggede man et fyr. Ofte kan man se sæler på dette sted, men vi så ikke nogen. Til gengæld så vi en flok meget alternative campere – ombyggede lastbiler med altaner – der free-campede i nærheden. Derefter fortsatte turen til Slope Point – det sydligste punkt – som vi gik ned til over en mark (der ifølge Jan var beboet af dræberfår), mens solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Meteorologerne havde ellers lovet skyer og regn, men sådan er vejret jo så uforudsigeligt. Vi har bestemt været meget heldige med vejret på vores tur indtil nu. Faktisk har det kun regnet to gange – i Akaroa, da vi var ude at svømme med delfiner og en nat og formiddag, da vi kørte fra Franz Josef gletcheren, men det gjorde såmænd bare, at vi på vores efterfølgende tur ind i landet så et utalt af vandfald og brusende floder.

Nå tilbage til dagen i går… Fra Slope Point fortsatte vi videre mod Curio Bay og Porpise Bay. Det skal for øvrigt også siges, at meget af turen i går blev tilbagelagt på grusveje, så tempoet var meget afdæmpet, men så havde vi jo mere tid til at nyde udsigten. Jeg havde for øvrigt også fået lov at sidde på forsædet J I Curio Bay kan man se en forstenet skov i vandet, når det er lavvande. Det var meget spændende at se. Derudover var vi også så heldige at se ikke mindre end to af de meget sjældne gul-øjede pingviner. Jan og de store gik lidt tættere på og fik skudt en masse billeder, mens Malthe og jeg nød synet på afstand med Mathildes kikkert. Porpoise Bay, der ligger lige ved siden af Curio Bay skulle efter sigende være hjemsted for Hectors delfiner, som vi svømmede med i Akaroa. Der var en fantastisk badestrand, og Mathilde og Magnus kastede sig begejstret i bølgerne. Lige pludselig kom de dog op til mig – der var nemlig svømmet en søløve lige forbi dem. Den ville åbenbart lege. I en halv time svømmede den rundt blandt folk inklusive os – men til sidst fik den nok og begyndte at bide ud efter dem, der kom for tæt på. Derefter gik den op på land og lagde sig stort set ovenpå vores håndklæde – heldigvis besindede den sig og gik videre og lagde sig ovenpå noget drivtømmer. Det meste af dette gik Jan og Malthe (som også havde kameraet) glip af, idet Malthe havde lavet en gave til far :-) Det var en lille hun søløve på ca. 150 kg., men vi fik også set en hansøløve, der svømmede hen mod Magnus. Den var sort i modsætning til hunnen, der var lysebrun og sølvfarvet, og hannen vejer typisk omkring 350 kg, så det er en ordentlig krabat.

Jan og jeg besluttede os for, at vi ville blive og overnatte på stedet, og den beslutning fortrød vi bestemt ikke. Ungerne nød resten af eftermiddag i sandet og vandet. Mens vi sad og spiste aftensmad så vi pludselig, at bugten var fuld af delfiner, og da de gav sig til at springe op over vandet (noget de åbenbart ikke gør særlig tit), kunne Magnus ikke holde sig i skindet længere. Han forlod aftensmaden og fløj ned på stranden og i vandet. Lidt senere fik han selskab af Mathilde og Jan (!!!). Delfinerne kom aldrig så tæt på, som da vi svømmede med dem i Akaroa, men rigtig tæt på kom derimod endnu en søløve, der nærmest strejfede Jan og Magnus. Da vandet blev for koldt gik vi op til camperen og lavede en kop the og nød et stykke chokolade.

Senere da ungerne var puttet sad Jan og jeg sad udenfor med vores kaffe og chokolade med det brusende hav i baggrunden, og så kan man da ikke være andet end lykkelig – en helt igennem fantastisk dag :-)

/Ditte

Billeder fra turen

De alternative campere ved Waipapa Point

Det sydligste punkt - Slope Point

En gul-øjet pingvin - med Ditte og Malthe i baggrunden

Magnus og den store hansøløve i baggrunden

Mathilde leger i sandet ved Porpoise Bay

Hunsøløven slapper af efter den har forladt vores håndklæde

Vindblæste træer

Southern Scenic Route – del 1 (24. jan)

Turen til grotterne med sankthansormene var en oplevelse – meget specielt at sejle ind i en mørk grotte i en lille træbåd for så pludselig at kunne se en masse små blå/grønne prikker – næsten som en grøn stjernehimmel. Malthe var lidt overvældet, men det hjalp, at han sad trygt i sin mors arme gennem hele turen, så kunne han kigge op og pege en gang imellem. Det er for øvrigt også for alvor blevet sommer. I dag har været en rigtig varm dag med høj sol og godt med varme så vi udsatte turen lidt. Vi var først fra campingpladsen ved 13-tiden, da børnene muntrede sig så dejligt med et par andre danske børn. Da vi først var kørt, gjorde vi da også snart holdt igen. Vi spiste frokost og tog en svømmetur (også Jan) i det kolde vand ved Lake Manapouri, som efter sigende skulle være en af de smukkeste søer i New Zealand. Det var også billedskønt med en masse i bjerge i baggrunde. Efterhånden er vi snart helt vant til at se imponerende og overvældende natur – gad vide, om man til sidst bliver helt immun??

Nu skrev Jan godt nok i går, at jeg kører elendigt, men i dag er det altså mig, der har siddet ned bagi og hoppet, idet jeg af Malthe er blevet forvist til bagsædet. Han skulle nemlig – udstyret med kort – hjælpe far med at finde vej. Det er dog ikke så svært her på den sydlige del af Sydøen. For det første er der sjældent en krydsende vej, derudover har det været meget småt med trafikken på disse kanter. Men ikke desto mindre sidder jeg altså bagi :-)

Vi gjorde et par andre stop på vejen, blandt andet var vi nede i nogle grotter med vores egne lygter – det var et rigtigt eventyr uden guide. Magnus var helt i sit es, da han skulle klatre op ad nogle store klippestykker for at komme ud af grotten en anden vaj, end vi kom ind. Og så den sidste sensationelle nyhed her fra den sydlige halvkugle – vores yngste søn er begyndt at spise grønsager!!! Han spiste en masse blomkål til aftensmad, og han bad endda selv om det. Hvad siger I så????

/Ditte

Billeder fra turen til Invercargill

Der bades i Lake Manapouri - vandet var godt nok lidt køligt..
men under kom vi alle (undtagen Malthe)

Her kommer Magnus ud af grotten efter vores lille eventyr

Vi klatrer gerne på klipper, når vi ser nogle (ved Clifden Suspension Bridge)

De tre krabatter med Clifden Suspension Bridge i baggrunden

Milford Sound og billeder

Te Anau – 23. januar

Ditte og de store børns paraflight tur blev desværre ikke til noget. På campingpladsen oppe i bjergene var der ellers vindstille fra morgenstunden, men nede ved havnen i Queenstown var der for meget vind til at kunne paraflighte. I stedet tog vi en tur i Aqualand. Vandet var dejligt varmt, så selv Malthe ville også gerne i. Udover en sjov vandrutschebane var der også en kanal med strøm i. Malthe syntes, at det var skægt, at han selv kunne svømme rund og rund i kanalen. Inden vi kørte til Te Anau tog ud og så broen, hvor bungy jump blev startet. Det var helt vildt, så mange der havde lyst til at springe. Turen til Te Anau gik fint, selvom Malthe og jeg er enige om, at Ditte kører elendigt. På denne tur prøvede jeg for første gang at sidde omme bag i. En meget hoppende oplevelse. Da vi ankom til camping pladsen var der rigtigt mange campere på pladsen, men heldigvis var der plads. Det er en 5-stjernet camping plads, og den bedste som vi har boet på endnu. I forbindelse med indskrivning købte vi campingpladsens tur til Milford Sound, som vel er en af årsagerne til, at man tager til Te Anau, og en tur til Glowworm Caves. Det var en fantastisk tur til Milford Sound. Milford Sound er en lille havn, hvor der sejler turistbåde ud i Milford fjorden, som går ud til det Tasmanske hav. Milford Sound er et af de steder, hvor der regner allermest. 182 regnvejrsdage og 7 meters nedbør om året. I dag var ingen regnvejrsdag. Milford Sound skulle i virkeligheden tage sig endnu bedre ud i regnvejr, da det sætter gang i en hel masse vandfald. Vi måtte nøjes med tørt vejr og de faste vandfald, masser af bjerge og regnskov, sejltur på fjorden (hvor båden sejlede helt ind under et vandfald – selvfølgelig med Mathilde på dækket som blev plaskvåd og derefter tilbragte resten af turen kun iført fleecetrøje), se på fisk 10 meter under vandet, og en hyggelig New Zealandsk chauffør. I morgen skal vi igen ud at sejle. Denne gang går turen over på den anden side af Lake Te Anau, den næststørste sø i New Zealand. Vi skal i Glowworms grotterne, hvor der findes en grotte oplyst af sankthansorme. Derefter sætter vi kursen endnu længere mod syd på den New Zealandske Marguerite-rute (Southern Scenic Route) /Jan

Billeder fra Queenstown og turen til Milford Sound

Jan og de store unger på vej i jetboat tæt på klipperne

Ditte og Mathilde med fuld fart i Luge ned af bjerget i Queenstown

En meget udfordrende legeplads i Queenstown. De New Zealandske legepladser, som vi efterhånden har prøvet en del af, er ret fede. Der er udfordringer til både voksne og børn

Mathilde kigger på bungy-jumpere og ærger sig over aldersgrænsen på 10 år

Mirror Lake på turen til Milford Sound

Familien før tunnel, hvor man kan vente op til 15 min på grønt lys

En Kea, ligesom camperen :-) der er nysgerrig og elsker at hakke i gummi

Mathilde foran vandfald på Milford Sound - mens hun endnu var tør ;-)

Queenstown – fart over feltet – 21. januar

Ja nu er vi så kommet til Queenstown og har for første gang oplevet at have besvær med at finde parkeringsplads til den store vogn. Her er rigtig mange mennesker i byen, og de fleste kommer ganske rigtig for at få et adrenalinsus og ikke for at nyde naturen, som ellers også er bemærkelsesværdig (bjergene her omkring hedder da også The Remarkables).

Vi har da også deltaget lidt i adrenalinræset. De store unger og Jan har i går været en tur med Jetboat på floden Shotover (åbenbart den mest berømte jetboat-rute). Vi fik også taget gondolen til toppen af bjerget og blev belønnet med en fantastisk udsigt over Queenstown og Lake Wakatipu. Som en ekstrabonus var der også gokarts af samme slags, som de vi prøvede på Sentosa i Singapore, så det blev da til et par ture eller tre :-)

I dag har vi bare slentret rundt i byen og snuset stemning, og så vi ellers på restaurant til frokost, da vi meget belejligt havde fået Malthe til at sove i sin klapvogn. Det er lidt så som så, om han sover til middag – mest fordi vi har lidt svært ved at få det passet ind – til gengæld kompenserer han så ved at sove rigtig længe. På vores bytur i dag fik vi også booket vores sidste actionaktivitet. I morgen giver vi den dermed endnu en tand – Magnus, Mathilde og jeg skal op og hænge i en faldskærm efter en speedbåd – en såkaldt paraflight. Hvis altså vejret holder, og det ikke blæser for meget.

Så ingen bungyjump til os. Mathilde fastholder ellers, at det kunne hun godt tænke sig, men man skal heldigvis være 10 år, før man må. I morgen eftermiddag bevæger vi os endnu længere sydpå til Te Anu, hvorfra man kan komme på tur til Milford Sound, der af Kipling blev betegnet som verdens ottende vidunder.

/Ditte

Vi napper lige en dag mere i Wanaka...

Her er simpelthen bare dejligt, og dagen idag er gået med ikke at lave ret meget. Vi har fået vasket lidt tøj, ungerne har arbejdet lidt i deres skolebøger og så var vi et smut nede i byen og købe nyt badetøj til Mahtilde - både et todelt sæt og et par billabong surfershorts. Det er selvølgelig blevet testet i svømmepølen med tilhørende rutsjebaner :-) Nu hvor triatlonløbet er overstået, er byen noget mere stille - der er stadig liv, men den er ikke længere overfyldt.

Her til aften har vi alle fem set en af de medbragte film - smadderhyggeligt. Så Wanaka bliver det første sted, hvor vi har tre overnatninger.

Her kommer billeder fra Franz Josef og turen hertil.

Familieportræt med bjergene i baggrunden - på vej til Franz Josef

Der er masser af muligheder for barnelige sjæler på campingpladserne - her er Mathilde taxichauffør for Malthe - hun tog sig dyrt betalt :-)

Frannz Josef gletcheren i al sin mægtighed - imponerende syn..

Magnus blev lille under det store vandfald, som vi mødte på vandreturen til gletcheren

Mathilde var den eneste, der fik lejlighed til at prøve kræfter med at klatre på en gletcher - i miniformat - hun kom hele vejen til toppen...

Et af de utallige og meget brusende vandfald efter nattens regnskyl - på vej til Wanaka

Omgivelser i Wanaka - bare skønt og afslappende..

Bedstefars 60 års fødselsdag :-)

Lørdag d. 17. januar 2009

Bedstefars 60 års fødselsdag (tillykke med den) har vi tilbragt på landevejen fra Franz Josef Glacier til Wanaka. En tur der er ca. 300 km men som tager 4½ timer at køre – så ja der har været mange sving og hoppen op og ned omme bag i camperen. Vi har stoppet på vejen flere gange fordi naturen er så betagende, at man blive nødt til at tage et billede. Det har også regnet rigtig voldsomt for første gang i nat, så floderne var fulde af vand og bjergsiderne fulde af vandfald. Dog betød det også, at der var rigtig mange sandfluer. De er åbenbart ligesom myg – altså kan godt lide når det er fugtigt i vejret. Specielt Jan er blevet bidt af sandfluerne. Sandfluerne var også årsag til, at vi ikke gjorde helt så mange holdt, som vi måske ellers ville have gjort, men det gav mig også lejlighed til at se både Det Gyldne Kompas og High School Musical med de store unger, mens Malthe hjalp Jan med at køre :-) Jeg har endnu ikke prøvet kræfter med det store køretøj, men Jan gør det også fremragende, selvom alle ungerne – inklusiv Malthe – med jævne mellemrum råber: ”Far du kører elendigt!!!”, når vejene bliver for ujævne, og vi hopper lidt rigeligt omme bagi.

Vi har nu bevæget os lidt væk fra Vestkysten. Wanaka ligger lidt inde i landet, og landskabet er også meget anderledes end ude ved kysten. Ved kysten var der mange strande med klipperev og lige på den anden side eksotisk skov (regnskov) og høje bjerge, mange steder med sne på toppen. Her lidt inde i landet er der søer og bjerge/bakker, men landskabet er mere goldt – altså ikke så mange træer. Bjergene er dog stadig grønne, bare beklædt med lav bevoksning i stedet for høje træer.

Som I kan høre er naturoplevelserne uendelige, og i Franz Josef stiftede vi også bekendtskab med en gletcher, og vi (læs: Jan) har for alvor fået luftet vores rygbærestol til Malthe. Det var fascinerende at se en gletcher på tæt hånd – Jan ville gerne have været på en decideret gletchervandretur (guidet), men det blev ikke til noget. Der var ikke rigtig nogen, der ville gøre ham selskab. Det var måske godt det samme, for med den mængde regn, der faldt i nat og i løbet af formiddagen, så er jeg ikke sikker på, at det var blevet til noget. Området omkring gletcheren kan nemlig være farligt, når der falder store mængder nedbør.

I Wanaka er vores ankomst faldet sammen med, at der i dag er blevet afholdt triatlonkonkurrence – et triatlonløb, der efter sigende skulle have en af de smukkeste ruter – hvis man da ellers har kræfter til at beundre det undervejs… Men det betyder også, at der er rigtig mange mennesker i byen, og for første gang har vi følt det lidt crowded, men det er nok godt nok at vende sig til, for vores næste destinationer er Queenstown og Te Anu (Milford Sound), som er nogle af de mest besøgte i New Zealand.

Her til aften har vi alle fem siddet ude foran camperen og nydt hver vores kaffe (de voksne) og dessert (alle) – 1xcheesecake, 1xapplepie, 2xmuffin, 1xchokolademousse. Måske kan I gætte hvem, der har fået hvad? Jan putter unger, men jeg er fortrukket til computerrummet – forhåbentlig sover de alle sødt, når jeg kommer tilbage. De er faktisk gode til at sove sammen. De ligger alle tre på ”minihemsen” over førerkabinen, og vi sover dejligt længe – den bliver halv ni/ni hver morgen, så når vi vågner, er vores naboer som regel allerede taget på tur, men vi nyder, at vi ikke har travlt om morgenen. Det går også nemt med at pakke vores grej sammen i camperen, og det er rigtig dejligt at have sit hjem (med køleskab, komfur, toilet, DVD etc.) med sig – om end det er et sneglehus, så vi har bestemt ikke fortrudt valget af transportmiddel.

Billederne fra de sidste dage er stadig i kameraet, så dem må I have til gode lidt endnu

/Ditte

Billeder fra de første dage ved Vestkysten

Billeder fra turen til og Vestkysten

Bro på vej fra Hamner Springs til Vestkysten - man kan bungyjumpe....

Vi valgte at lade vores adventure være en gåtur langs floden under broen...

Stranden ved Westport - Malthe holdt godt fast i sin hat - han har nemlig allerede mistet en...

Mathilde leger i sandet ved Westport.

Sæler ved Cape Foulwind (Westport) - kan I se dem????

De tre ved pandekageklipperne (lagvis...) ved Punakaiki

Malthe og Jan med pandekager i baggrunden

Tid til afslapning på campingpladsen i Greymouth

/Ditte