Ankomst til Vestkysten

Så er vi kommet til den barske, øde (bor kun ca. 35.000 ved kyststrækningen på over 500 km)men også smukke vestkyst af Sydøen. De sidste to nætter har vi overnattet på en campingplads i Westport. Campingpladsen ligger lige ned til vandet, og vi har gået ture på stranden. Havet minder for øvrigt lidt om Vesterhavet, så selv om vi er langt væk hjemmefra, så føles det lidt hjemligt. Vi har fundet mange fine skaller og sten, og det er et rent slaraffenland af drivtømmer – både små og store stykker i mange former. Det er ærgerligt, at man ikke kan tage de store stykker med hjem… Vi har en skoæske (Mathilde har fået vandresko), som vi putter vores skatte i.
Mathilde, Magnus og jeg har også gået en fantastisk 4 km. tur i strålende solskin langs Cape Foulwind ud til en pelssælkoloni (tak for anbefalingen Katie) Jan og Malthe satte os af og mødte os så ved sælkolonien.
I dag har vi så bevæget os sydpå til Greymouth. På vejen har vi nydt udsigten til klipperne langs kysten af det Tasmanske Hav. Et enkelt stop på vejen blev det også til – vi stoppede ved de såkaldte pandekageklipper i Punakaiki. Vi har også – til Jans store ærgrelse fordi vi allerede har en derhjemme - brugt en pæn slat penge på en rygbærestol til Malthe. Hvis vi overhovedet skal have mulighed for at vandre mere end småture, så er det vist nødvendigt. Den er også blevet testet her til aften. Han er vist lidt tung, men Jan er jo en stærk man, så mon ikke det går :-) I morgen er det planen, at vi fortsætter sydpå, så for første gang har vi kun en enkelt overnatning på campingpladsen, men de store unger leger lystigt med de andre børn. Her er også en rigtig god legeplads med klatrestativ, hoppepude og trampolin. Indtil videre har vi overnattet to nætter hvert sted. Det er lidt svært at finde ud af, hvor længe man skal blive – i princippet bliver man aldrig færdig med et sted, men vi ved heller ikke rigtig, hvad det er der venter forude, og vi vil jo så nødig gå glip af noge. Jeg kan dog godt mærke, at vi skal huske hinanden på, at en af pointerne med vores tur er, at vi skal ned i tempo og bare nyde hinanden og frådse i tid med ungerne. Så mon ikke tempoet bliver sat ned efterhånden, som vi kommer frem. Grovplanen er, at vi er på Sydøen indtil midten af februar, så der er jo lang tid endnu, og vi bliver nok næppe grebet af actionstemningen i Queenstown og begiver os ud på det ene bungy-jump efter det andet, men man kan selvfølgelig aldrig vide :-)

/Ditte